VRANGKRUKKER
De seneste år har jeg drejet vrangkrukker, som grundlæggende er en stoflig og eksperimenterende arbejdsform, der har fokus på krukkens overflade. Teknikken går ud på, at man halvvejs i drejeprocessen bearbejder overfladen med forskellige værktøjer/redskaber/objekter, der presses ind i leret udefra. Herefter drejes krukken færdig indefra, dvs. venstre hånd presser skærven (lervæggen) udad uden at højre hånd rører ydersiden. På den måde vendes vrangen ud på krukken og overfladen ændrer karakter. Jeg undersøger, hvad der sker, når man vrider leret til det yderste – lige inden det kollapser og styrter sammen. Krakeleret, fortabt og fyldt med revner.
Altså: Hvad sker der, når man vender vrangsiden ud? Hvad sker der, når man slipper alle sine dæmoner løs? Hvad sker der, hvis man dypper krukken i vaskepulver og gummiarabicum og knuste østersskaller fra Limfjorden. Hvad sker der, hvis man tømmer askeskuffen og sprøjter glasskår ud på kanten. Kan man dreje en grankogle? Er en søpølse virkelig organisk? Er en blåmusling blå? Efterlader tang sig nogen spor ved 1280 grader? Alting smelter inde i ovnen. Alting forandres inde i ovnkammerets forseglede mørke. En kærlig, brutal og uforudsigelig forvandlingsproces.
Jeg forsøger at indkredse, hvad der sker, når mennesket møder materialet i den kunstneriske skabelsesproces. Når forklaringer slipper op, og man er på kanten af det forståelige. Ensom. Tæt omsluttet. I ingenmandsland. Voluminøs længsel. Forseglet fred. Rolig askesøvn. Blodjord i munden. Østersdyb sol. Kinsukuroi. Purpur, rosa tang og vulkangråt granit fra Lago Maggiore. 1280 grader. Hviskende katastrofe. Lidenskabelig mættet skam. Urørlig. Tågeland. Omsorgsfuld forvandling. Blå nat. Mørke. Mørk ekstase.
Du kan se en video om, hvordan jeg arbejder med vrangkrukker her.